Den danske anklagemyndighed kan ikke kritiseres for håndteringen af sagen mod Camilla Broe.
Det mener chefanklageren i Nordsjællands Politi, Arne Stevns.
- Som jeg opfatter sagen, har spørgsmålet om forældelse især drejet sig om Camilla Broes rejse fra USA, og man har så skullet vurdere, om rejsen havde karakter af flugt, siger Arne Stevns.
- Det er en bevisvurdering, som nu er foretaget af de amerikanske domstole, tilføjer chefanklageren.
Det er Nordsjællands Politi, der har behandlet sagen i Danmark - og det var denne politikreds, der bad om varetægtsfængsling af Broe med henvisning til USAs begæring om udlevering.
Men alt er foregået lige efter bogen, understreger chefanklageren.
- Vi har rettet os efter udleveringsloven, og domstolene har sagt, at det var den juridisk rigtige måde at gøre det på, siger Arne Stevns.
- Vi skal administrere dansk lov, og vi har domstolenes ord for, at det var korrekt, at hun kunne udleveres, siger han.
Undervejs protesterede hendes danske advokat, Michael Juul Eriksen, der blandt andet sagde, at sagen kunne være forældet, og at der derfor ikke skulle ske udlevering til USA.
- På baggrund af forsvarerens anbringende om, at sagen kunne være forældet, har vi spurgt den højeste myndighed i USA, vi kunne finde, nemlig det amerikanske justitsministerium, og de har meddelt os, at den ikke var forældet, siger chefanklager Arne Stevns.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde