Dansk fragtskib er kapret af pirater

Efter mange timers uvished om skæbnen for det danske fragtskib Leopard med to danskere om bord. Det bekræftes af Danmarks Rederiforening, at skibet er blevet kapret.

- Det, vi har fået oplyst, er, at skibet er blevet kapret. Det fik vi oplyst før middag torsdag, siger vicedirektør i Danmarks Rederiforening, Jan Fritz Hansen til Ritzau.

Vicedirektøren tilføjer, at rederiforeningen som sådan ikke deltager i løsningen af problemet.

- Det er rederiet selv, der er i forbindelse med blandt andet myndighederne og SOK.

- Vi er en brancheorganisation, der bagefter skal medvirke til at finde ud af, hvad vi kan lære af det her og hvordan vi kan gøre tingene bedre for at undgå pirater, siger Jan Fritz Hansen.

Leopard har i alt seks besætningsmedlemmer om bord, heraf er de to danskere. Den ene er kaptajnen. De øvrige fire besætningsmedlemmer filippinere.

Det 67 meter lange fragtskib kom onsdag under beskydning fra pirater i Adenbugten ud for Oman.

Siden skibet blev beskudt af pirater onsdag ved 14-tiden har det ligget stille. Men ifølge Ritzaus oplysninger, skulle skibet torsdag klokken 11.15 dansk tid være observeret i fart med kurs mod Somalias kyst.

Disse oplysninger har dog endnu ikke kunnet bekræftes.

Det har hele dagen ikke været muligt at komme i kontakt med rederiet Shipcraft, der ejer det dansk-indregistrerede skib.

Ifølge Danmarks Rederiforening er der i øjeblikket 30 fragt- og fiskeskibe med i alt cirka 750 søfolk om bord, der er kapret af piraterne.

Det er anden gang, at et dansk fragtskib med danskere om bord bliver kapret i Adenbugten.

Tilbage i sommeren 2007 var det fragtskibet Danica White, der var kapret i 83 dage, hvor fem danske søfolk var piraternes gidsler indtil der blev betalt en løsesum.

/ritzau/

Dansk fragtskib er kapret. Seks besætningsmedlemmer er om bord - heraf to danskere. Den ene er skibets kaptajn

Offentliggjort Sidst opdateret