Dansk handelsskib forsøgt kapret ud for Oman
Fregatten Iver Huitfeldt undsætter det danske skib Torm Kristina, efter at handelsskibet er forsøgt kapret af pirater ud for Oman.
Torm Kristina blev lørdag forfulgt af to piratfartøjer, hvorefter mandskabet samlede sig og udsendte et alarmsignal klokken 17, oplyser Nato i en pressemeddelelse.
- Søværnets Operative Kommando, SOK, modtog en alarm fra Torm Kristina, og der blev gentagne gange forsøgt kontakt med skibet via rederiet og myndighederne, men der var ikke hul igennem.
- Derfor formodede vi, at skibet havde været udsat for et piratangreb, og Iver Huitfeldt blev beordret ud for at assistere Torm Kristina, fortæller presseofficer fra SOK, Jesper Rasmussen.
Fregatten Iver Huitfeldt var 90 sømil fra handelsskibet, og den blev tilkaldt af Natos admiral Antonio Natale.
Tre timer senere var fregatten ved Torm Kristina, og piraterne havde taget flugten.
Inden ankomsten var både et Omansk og et Pakistansk krigsskib kommet til, ligesom en helikopter fra Storbritannien allerede var fløjet hen over handelsskibet.
Ifølge chefen for fregatten, kommandørkaptajn Kristian Haumann, og Jesper Rasmussen var der tydelige tegn på, at skibet havde haft besøg af ubudne gæster.
- Det viste sig, at der ikke længere var pirater om bord, men der var tegn på, at de havde været der, da der blandt andet var klippet pigtråd over.
- Det er svært at sige, hvad der helt præcist er sket, men piraterne har forsøgt at komme ind til besætningen. Derudover er der ikke sket noget. Og de forsvandt hurtigt igen, siger Jesper Rasmussen.
Kort før midnat indsatte den danske fregat sit maritime indsatshold for at sikre, at der ikke var pirater om bord.
- Torm Kristina er sikker nu. Skibet er blevet kaldt "vessel safe". Det vil sige, at der ikke er pirater om bord, og Torm Kristina kan fortsætte sin rejse, fortæller presseofficeren.
Han tilføjer, at der selvfølgelig holdes ekstra øje med skibet på radaren.
Rederiet bag handelsskibet har efterfølgende udtrykt stor tilfredshed med håndteringen af situationen:
- Vi vil gerne udtrykke vores store taknemmelighed over for alle enhederne i området for deres samarbejde samt deres hurtige og professionelle indsats i denne situation, udtaler Lene Stampe Thomsen, Torm Security Officer.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde