Besætningen på det danskejede krydstogtskib Clipper Adventurer opgav mandag aften at få skibet fri ved egen kraft.
Krydstogtskibet sidder fast på et klippeskær i arktisk Canada, men flere forsøg på at komme fri ved højvande er mislykkedes, fortæller Niels Erik Lund, der er direktør i International Shipping Partners.
- Vi har et teknisk team om bord på skibet for at vurdere stålskaderne. Det kommer til at tage et par dage. Derefter skal skibet trækkes fri, fortæller Niels Erik Lund.
Det 35 år gamle Clipper Adventurer er ejet af det danske rederi Clipper i København, men drives af International Shipping Partners i Miami. Skibet har siddet fast siden fredag, hvor det ramte et ukendt klippeskær i Nunavuts Coronation Gulf.
- Det er meget, meget sjældent, at vores skibe rammer klippeskær, der ikke er markeret på søkortet. Jeg kan kun huske et tidligere tilfælde, siger Niels Erik Lund.
Skibet har slagside, men der er ikke tegn på, at det har taget vand ind, og der er heller ingen tegn på forurening.
Den canadiske isbryder Amundsen nåede søndag frem til havaristen, og begunstiget af godt vejr lykkedes det i løbet af fire timer at evakuere samtlige 118 passagerer til isbryderen.
Passagererne blev sejlet til Kugluktuk og fløj herfra videre til Edmonton. Der er ingen danskere blandt passagerne eller besætningsmedlemmerne. Besætningen på 69 mand, med en svensk kaptajn i spidsen, bliver indtil videre på skibet.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde