Dansk mand og norsk kvinde fundet døde i Bergen
Politiet efterforsker et muligt drab i Bergen. To personer blev natten til fredag fundet døde i en lejlighed. Det menes at være lejlighedens to beboere - en norsk kvinde og en dansk mand. Foto: Paul S. Amundsen/Ritzau Scanpix
Dansk politi skal hjælpe i sag om et ungt par, der er fundet døde i Norge. Sagen efterforskes som muligt drab.
Norsk politi efterforsker fundet af to døde personer i en lejlighed i Bergen som drab.
De to personer er endnu ikke endeligt identificeret, men politiet mener, at der er tale om en norsk kvinde og en dansk mand. De to var kærester.
Anklager Inger-Lise Høyland fortæller, at de afdøde menes at være lejlighedens beboere - en 19-årig norsk kvinde og en 20-årig dansk mand. Kvinden er studerende.
- De er ikke endeligt identificeret, siger anklageren på et pressemøde fredag eftermiddag.
De afdøde skal nu obduceres. Politiet kan ikke udtale sig om de afdødes skader, eller hvilke fund det har gjort i lejligheden.
De pårørende er blevet underrettet, skrev Vest Politidistrikt fredag formiddag i en pressemeddelelse ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
- Politiet blev kontaktet af et familiemedlem lidt efter klokken 23.00 torsdag aften. Vedkommende havde ikke kunnet få kontakt med sit familiemedlem i flere dage og var bekymret.
- Politiet tog til vedkommendes adresse og fandt to personer døde, lød det.
En af politiets teorier er, at det drejer sig om drab og selvmord.
- Men vi understreger, at det er tidligt i efterforskningen. Politiet har for nuværende ingen mistænkte eller sigtede i sagen, oplyser politiet.
Kriminalteknikere har i nat arbejdet på stedet og fortsætter arbejdet fredag.
- Det, som vi prioriterer højt nu, er at undersøge, om der kan være andre end de to involveret i hændelsen, siger anklager Inger-Lise Høyland.
Politiet har beslaglagt flere digitale enheder, som skal undersøges. Familie og naboer skal også afhøres.
I sagen får norsk politi også hjælp af dansk politi, fortæller Inger-Lise Høyland.
- Vi har bedt Kripos (Den Nationale Kriminaltjeneste i Norge, red.) om bistand og dansk politi til at afhøre vidner i Danmark, siger anklageren.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker