Dansk og norsk politi samarbejder ikke i sager om træfældninger
Sager om træer, der bliver fældet ud over vejbaner, i Danmark og Norge har ifølge politiet ingen sammenhæng.
Der er ikke et samarbejde mellem dansk og norske politi i sager, hvor træer er blevet fældet ud over kørebaner.
Fra dansk side har man ikke taget kontakt til norsk politi, da man er sikker på, at sagerne ikke har sammenhæng.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Norsk politi begyndte søndag en efterforskning i en sag, hvor flere træer var blevet væltet ud over veje i Kinn Kommune i det vestlige Norge. En bil med fem personer kørte ind i et af de væltede træer, men ingen kom til skade.
- Politiet har åbnet en efterforskning for at afdække omstændighederne omkring flere tilfælde af træer, der er væltet ned over veje i Kinn Kommune det seneste døgn, lød det søndag fra operationsleder i norsk politi Steinar Hausvik.
I Danmark døde en 55-årig mand tidligere på måneden på Parnasvej i Sorø, da et fældet træ landende oven på hans bil. Træet ved Parnasvej var blevet fældet med en motorsav.
Seks mænd blev anholdt i sagen og sigtet for drab. Retten fandt ved det efterfølgende grundlovsforhør ikke grundlag for at varetægtsfængsle dem for drab, men mente at det var uagtsomt manddrab, og de blev løsladt.
Mændene nægter sig skyldige i drab. De er foruden hændelsen i Sorø sigtet for fareforvoldelse i forbindelse med, at et træ blev fældet med en motorsav nær Havrebjerg ved Slagelse, der ligger cirka 20 kilometer fra Parnasvej.
Her kom ingen til skade.
Fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil man ikke udelukke, at personer kan blive inspireret, når de læser om sager, men siger videre, at det indgår, når sagerne efterforskes.
Politiet ved ikke, om der fra norsk side er en anmodning om et samarbejde på vej.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned