Dansk politi sender betjente til fodbold-EM
Danmark skal til fodbold-EM spille i Stuttgart, Frankfurt og München. (Arkivfoto). Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Dansk politi skal til EM i fodbold hjælpe tysk politi og danske fodboldfans i kontakten med hinanden.
Danske fodboldfans, der rejser til Tyskland i forbindelse med fodbold-EM, vil kunne støde på politibetjente hjemmefra.
Dansk politi sender således politibetjente til EM-værtslandet for at bistå tysk politi og danske fodboldfans. Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
De danske betjente vil være til stede i det internationale politihovedkvarter i byen Neuss nær Düsseldorf og i de byer, hvor Danmark skal spille, Stuttgart, Frankfurt og München.
- Dansk politi er stolte af at yde vores bidrag til europamesterskaberne, og vi har om nødvendigt planlagt at være til stede i Tyskland sammen med de danske fans og landsholdet helt frem til pokaloverrækkelsen ved finalen i Berlin, siger chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard fra Københavns Vestegns Politi i pressemeddelelsen.
De danske politifolk, der skal til Tyskland, kommer fra forskellige politikredse. De vil i Tyskland være iført dansk politiuniform eller en blå "Police"-markeringsvest med dansk flag. De kan også være i civil.
- De danske betjente har ikke myndighed over for borgere - heller ikke danskere - i Tyskland. Deres opgave er at bistå tysk politi og danske fans i kontakten med hinanden for at sikre en god og smidig afvikling af mesterskabet, lyder det i politiets pressemeddelelse.
EM afvikles fra på fredag, 14. juni, til 14. juli. Danmark skal spille sine tre indledende gruppekampe 16., 20. og 24. juni mod henholdsvis Slovenien, England og Serbien.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned