Som direkte reaktion på massakren i Norge beder dansk politi om at få en fast helikopter til rådighed i stedet for altid at skulle låne af Forsvaret. Det skriver B.T.
Formanden for Københavns Politiforening, Claus Oxfeldt, kommer med forslaget på baggrund af, at det norske politis aktionsstyrke var en time om at komme de 40 kilometer fra Oslo til Utøya, fordi politiet ikke havde en helikopter til rådighed.
På de 60 minutter blev 68 mennesker skudt.
- I betragtning af hvad der er sket i Norge, så vil jeg nu foreslå, at enten Rigspolitiet eller Københavns Politi får stillet sin egen helikopter til rådighed. Vi må se i øjnene, at der kan ske terrorangreb alle steder nu, siger Claus Oxfeldt til B.T.
Politiet i Sverige har i modsætning til dansk og norsk politi flere helikoptere fast tilknyttet, og disse helikoptere blev blandt andet benyttet under klimatopmødet i december 2009.
Dansk Folkepartis beredskabsordfører, Hans Kristian Skibby, støtter forslaget.
- Den norske terrorist spekulerede i at udøve sine modbydelige gerninger på en ø, fordi det er vanskeligere for politiet at komme dertil, og i Danmark har vi over 400 øer, så den kynisme skal vi også være forberedt på, siger han.
Han beder justitsminister Lars Barfoed (K) redegøre for hele det danske antiterrorberedskab, og i den forbindelse vil han foreslå ministeren at finde penge til, at politiet kan få en helikopter.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde