Danske Bank bestjålet i åbningstiden

Fem personer smadrede torsdag eftermiddag ruderne i en Danske Bank i det nordlige Aarhus og stak af med kassebeholdningen. Det fortæller Carsten Dahl, vagtchef ved Østjyllands Politi.

- Vi har haft et større tyveri klokken 17.41 torsdag i en Danske Bank, siger han og fortsætter:

- Fem - på det tidspunkt ukendte - gerningsmænd trænger ind ved at smadre ruderne med nogle koben, og herefter tilegner de sig kassebeholdningen, hvorefter de flygter fra stedet i en bil.

Carsten Dahl fortæller, at indbruddet fandt sted i bankens åbningstid.

- Det skete lige før lukketid, og der var folk derinde. Men jeg kan ikke sige andet, end at tyvene har knust ruden og selv har taget kassebeholdning. Og at ingen tilsyneladende er blevet truet, siger han.

Politiet kan endnu ikke oplyse, hvor mange penge gerningsmændene er sluppet af sted med, men oplyser, at det er tale om "et større beløb".

Efter intens efterforskning lykkedes det sent torsdag aften for politiet at anholde de formodede gerningsmænd.

- Vi har efterforsket sagen i løbet af aftenen, og det betød, at vi omkring midnat anholdt fem personer fra Aarhus-området, siger vagtchefen.

Politiet regner med, at de fem personer bliver fremstillet i grundlovsforhør fredag formiddag. Da de ikke har truet sig til pengene, bliver de sigtet for tyveri - og altså ikke røveri.

Østjyllands Politi arbejder nu videre for at få klarlagt de nærmere omstændigheder i sagen.

- Vi skal nu have sikret de tekniske spor og have foretaget yderligere vidneafhøringer, siger Carsten Dahl.

/ritzau/

En Danske Bank i Aarhus fik stjålet kassebeholdningen, da gerningsmænd smadrede bankens ruder i åbningstiden.

Offentliggjort Sidst opdateret