Danske medier får hårdt EU-slag i sag om ulovlige annoncer
Både den nuværende og den tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet er under anklage af Københavns Byret. Onsdag har generaladvokaten ved EU-Domstolen udtalt sig om, hvorvidt den danske lov var i orden i forhold til EU-reglerne. På billedet ses eks-chef Bent Falbert. Foto: /ritzau/Unger Jan/arkivfoto
/ritzau/Unger Jan/arkivfoto
Generaladvokat ved EU-Domstolen giver Danmark medvind i spørgsmål om straffesager mod JP/Politikens Hus.
En stribe straffesager mod danske medier ser ud til at få grønt lys under et mellemspil i EU-Domstolen. Her lægger generaladvokaten onsdag op til en afgørelse, der går imod JP/Politikens Hus.
Straffesagerne drejer sig om annoncer og reklamer for spil, der ikke var lovlige.
I alt er cirka 40 straffesager især mod medier stillet i bero i Danmark, fordi der er opstået tvivl om, hvorvidt forbuddet i den danske lov var i strid med EU-reglerne.
Derfor har Københavns Byret i sagerne mod JP/Politikens Hus A/S og den tidligere og nuværende chefredaktør for Ekstra Bladet, henholdsvis Bent Falbert og Poul Madsen, stillet spørgsmål til EU-Domstolen om, hvordan reglerne skal forstås.
Det helt afgørende spørgsmål er, om Danmark burde have givet besked til EU-systemet, da loven blev ændret i 2000.
Onsdag siger generaladvokaten ved EU-Domstolen i sin vurdering af sagen, at det ikke var nødvendigt med en såkaldt notifikation.
Dette har JP/Politikens Hus ellers hævdet - hvilket ville føre til, at loven ikke kunne håndhæves, fordi den var i strid med EU-retten.
Under straffesagen har anklagemyndigheden krævet konfiskation af det udbytte, som Ekstra Bladet skal have haft på at bringe annoncer for spil, der ikke var lovlige.
Oprindeligt lød kravet på konfiskation af 415 millioner kroner, men det er senere justeret til "under 100 millioner kroner", har koncernens forsvarer oplyst.
Påstanden fra Københavns Politi er, at Ekstra Bladet har tjent de mange penge på at bringe annoncer for Betfair, Ladbrokes, Unibet, Mermaid Poker, Maria Bingo og andre firmaer på et tidspunkt, hvor disse spil var ulovlige.
Udtalelsen fra generaladvokaten er ikke det endelige ord, når det gælder fortolkningen af, om den danske lov var o.k. i forhold til EU-reglerne. EU-Domstolen ventes at komme med sin afgørelse senere på året.
Først derefter kan byretten i København tage fat og afgøre, om Poul Madsen og Bent Falbert kan dømmes.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde