Danske røverier kobles til berygtet bande

Mindst tre røverier i Danmark forbindes nu til den globale røverbande "Den Lyserøde Panter", der har givet det internationale politi, Interpol, hovedpine i mere end et årti.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er den formodede leder af 20 håndlangere, en 36-årig serbisk mand, som skal for en dansk dommer til næste år. Han er anklaget for at være hjernen bag tre røverier mod guldsmede i København til en samlet værdi af 12 millioner kroner.

Den 36-åriges omgangskreds samt røverimetoden peger i retning af den serbiske røverbande, hvor soldater fra Balkan-krigen siden slutningen af 1990'erne har røvet over 120 juvelerbutikker til en samlet værdi af 1,2 milliarder kroner.

Statsadvokaturen for København vil koble den 36-årige til det berygtede netværk, når sagen indledes i Københavns Byret.

- Den Lyserøde Panter skal med, når vi forelægger sagen, og netværket bliver en del af bevistemaet, men det bliver ikke det største tema, fordi vi fokuserer på at få den tiltalte dømt for de forhold, der er begået i Danmark, siger anklager Peter Messerschmidt.

Dansk politi efterlyste den 36-årige internationalt, og det viste sig, at han sad fængslet for røveri i Holland. Faktisk afsonede han med en anden mistænkt for et røveri i Danmark, som dog ikke blev udleveret.

- Der er en masse tråde til netværket, og den tiltalte sad blandt andet og afsonede med flere personer i Holland, hvor den enes dna er fundet i en flugtbil fra et røveri i Danmark, fortæller anklageren.

Leder af røverisektionen hos Københavns Politi, Thomas Dürr, bekræfter, at den 36-årige har forbindelse til Den Lyserøde Panter. Han ønske dog ikke på nuværende tidspunkt at oplyse detaljer om, hvordan de er forbundet.

Selv nægter den 36-årige sig skyldig.

/ritzau/