Danske søfolk afhøres om sørøveri

Besætningsmedlemmer fra det danske krigsskib Absalon skal videoafhøres til en hollandsk retssag mod fem somaliske pirater.

Piraterne blev taget til fange af besætningen på Absalon under et forsøg på at kapre et fragtskib fra De Hollandske Antiller nytårsaftensdag 2008 i Aden Bugten ud for Somalia.

De fik et langt ophold på Absalon. Først efter halvanden måneds hårdhændet tovtrækkeri om deres videre skæbne indvilligede Holland i at overtage dem, idet forbrydelsen teknisk set blev begået på hollandsk territorium. Til sidst sejlede Absalon piraterne til oliestaten Bahrain, hvorfra de blev fløjet til Holland i et militærfly og varetægtsfængslet.

Siden har hollandske politifolk afhørt besætningsmedlemmer fra Absalon om sørøveriet. Afhøringerne foregik hos Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager i København.

Nu skal de samme besætningsmedlemmer gentage deres forklaringer i en indenretlig afhøring i Københavns Byret med videolink til en hollandsk dommer. Det sker på hollandsk anmodning og af praktiske grunde i Københavns Byret i stedet for at flyve søfolkene til Holland.

Aktionen var dramatisk. Absalon modtog en nødmelding fra fragtskibet ud for Somalia og sendte en helikopter til undsætning. Fra helikopteren blev der skudt varselsskud mod piraterne og fra fragtskibet et nødblus. Nødblusset ramte sørøvernes båd, som brød i brand. De fem pirater sprang over bord og blev senere samlet op af Absalon og anbragt på vogndækket i et fængsel bestående af træpaller.

/ritzau/

Besætningsmedlemmer fra Danmarks krigsskib Absalon skal videoafhøres til hollandsk retssag mod fem somaliske pirater, som blev taget til fange under sørøveri.

Offentliggjort Sidst opdateret