Dansker anholdt i Dubai for rolle i bandeopgør

Dubai er et attraktivt sted for mange at rejse til. Også nogle kriminelle har søgt til De Forenede Arabiske Emirater. (Arkivfoto).

30-årig mistænkes for flere drabsforsøg. Danmark har bedt om udlevering fra De Forenede Arabiske Emirater.

Offentliggjort Sidst opdateret

En dansk bandeleder er blevet anholdt i Dubai, oplyser svt.se tirsdag morgen.

Danskeren skal være højre hånd for den berygtede svenske bandeleder Ismail Abdo, som går under kaldenavnet Jordbærret.

Angiveligt er mændene aktive på den ene side i en voldelig konflikt, hvor parterne hen over foråret og sommeren har hyret en række unge svenskere til at affyre skydevåben eller kaste håndgranater i eller nær København.

På den anden siden af konflikten står medlemmer af den forbudte bande Loyal To Familia.

Svensk TV rapporterer, at danskeren har befundet sig i Dubai i længere tid og fra eksilet har styret en gruppe, på samme måde som Jordbærret fra Tyrkiet har dirigeret sin gruppering.

Dansk politi bekræfter i et opslag på X, at en 30-årig dansk statsborger er blevet anholdt i Dubai med henblik på udlevering til Danmark.

Efterforskningsleder Knud Hvass vil dog ifølge eb.dk. ikke bekræfte, at den 30-årige mand skulle være en central person i den verserende konflikt.

I en meddelelse på X skriver politiet, at personen mistænkes "for at have spillet en rolle i flere sager om drabsforsøg og våbenbesiddelse".

Det voldelige opgør skyldes angiveligt en strid om 700 kilo hash. Et dansk-svensk netværk stod for smuglingen, skriver Ekstra Bladet, men varerne nåede ikke frem.

Angiveligt beskyldte netværket medlemmer af Loyal To Familia for at have aftaget hashen, selv om de vidste, at den tilhørte det dansk-svenske netværk.

Det fremgår ikke umiddelbart, hvornår Danmark sendte anmodningen om udlevering til myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater.

I længere tid har Dubai ifølge politikilder fungeret som tilholdssted for tunge kriminelle fra flere europæiske lande.

Det har også tidligere været fremme, at danskere, der opererer med illegale forretninger, har opholdt sig det varme sted.

I sommer blev en 27-årig mand således idømt fængsel i 16 år af Retten i Glostrup, fordi han blandt andet fra sin base i Dubai havde begået grov narkokriminalitet.

Denne mand blev snuppet af dansk politi, da han var på besøg i Danmark.

I Dubai kørte han rundt i en McLaren-racer efter at have fået både opholds-id, bilregistrering samt kørekort udstedt af emiraterne.

/ritzau/