Dansker mistænkt for drabsplaner er anholdt i Marokko
En 20-årig mand, som angiveligt er mistænkt for at være en del af drabsplaner, er anholdt i Marokko.
En 20-årig dansker blev torsdag anholdt i Marokko mistænkt for at være en del af et kriminelt netværk, som har planlagt flere drab.
Det skriver marokkanske medier ifølge Ekstra Bladet.
Over for Ekstra Bladet bekræfter Torben Svarrer, som er ledende politiinspektør i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), at en 20-årig mand er anholdt på baggrund af en dansk efterlysning.
Han vil ikke kommentere, hvad sagen nærmere drejer sig om.
Ifølge Ekstra Bladet kan manden knyttes til en gruppering, som har hjulpet et dansk-svensk netværk, som ligger i konflikt med den forbudte bande Loyal to Familia (LTF).
Det engelsksprogede medie Morocco World News skrev fredag, at danskeren var blevet anholdt i byen Tanger, da han var på vej om bord på en færge til Spanien.
I løbet af 2024 har en række sager om bestilte drab i det kriminelle miljø fået stor opmærksomhed.
Her har det ofte været unge svenskere, som er blevet sendt til Danmark for at begå lejemord.
Det vides ikke, om det er den type af planlagte drab, som de danske myndigheder mistænker den 20-årige for at være involveret i.
Ifølge Morocco World News skal den gruppering, som danskeren har forbindelse til, have planlagt og udført flere overfald og drab med skydevåben.
Danskeren er tilbageholdt af marokkansk politi.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker