Dårlig økonomi førte til trusselsbreve

Det var et forsøg på at rette op på en skrantende privatøkonomi, der fik en mand til at skrive en stribe kryptiske trusselsbreve til familier i Charlottenlund.

Men da ingen betalte, sendte han en opfølgende sms for at lægge pres på de udasede ofre, og dermed afslørede han sig selv.

Det kom frem, da manden sammen med sine to brødre var i grundlovsforhør lørdag i Hillerød. Dommeren fængslede ham frem til 6. april.

Det var i december, at i alt otte familier i det velhavende område fik et besynderligt brev, der opfordrede dem til at betale 215.000 kroner, hvis de ville undgå død og lemlæstelse. Afsenderen af brevene foregav at være fra en del af verden, der gennem århundrede er blevet udnyttet af Vesten.

Manden har selv boet i området for flere år siden,og vidste derfor, at det var et nabolag med penge.

Ingen af familierne betalte dog pengene, og da han senere sendte en sms for at sætte skub i afpresningen, indledte politiet en aflytning af hans telefon. Det, som efterforskerne kom til at høre, var, at et hjemmerøveri var under opsejling.

Da det stod klart for Nordsjællands Politi, at hjemmerøveriet skulle foregå på onsdag hos en ældre mand på Amager, skred man ind og anholdt torsdag manden sammen med hans to brødre.

De er også sigtet for at være med til at planlægge hjemmerøveriet, hvor de blandt andet havde anskaffet sig æter til at bedøve offeret med. I retten blev den ene dog løsladt, da hans rolle tilsyneladende kun har været at købe æteren.

De to andre forklarede til dommeren, at de kun ville begå indbrud - æteren var kun, hvis manden mod forventning viste sig at være hjemme. Den anden bror blev fængslet til den 26. marts.

Nordsjællands Politi har været i kontakt med alle de familier, der modtog brevene for at fortælle, at gerningsmændene nu er sat bag lås og slå.

/ritzau/

Da en stribe trusselsbreve til familier i whiskybæltet ikke kastede penge af sig, planlagde tre brødre i stedet et hjemmerøveri, mener politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret