Datter fandt mor myrdet af hjemmerøvere
Hvad der begyndte med en naturlig bekymring for sin gamle mor, skulle vise sig at blive langt mere grufuldt for Inge Damsgaard. Hun er datter af Kirsten Inge Damsgaard, som døde under et hjemmerøveri den 30. december 2011.
Det var datteren, som nytårsaftensdag fandt sin gamle mor bundet, kneblet, viklet ind i en dyne og et tæppe, skubbet ned mellem to senge og låst inde i soveværelset.
- Jeg er sygeplejerske, så jeg kunne se, hun var død. Jeg gik helt i panik og tænkte bare, hvad har de gjort ved dig, lille mor, fortæller datteren tirsdag ved Retten i Glostrup.
Her sidder to bulgarske brødre tiltalt for hjemmerøveri og drab. De nægter sig skyldige i drabsanklagerne, men har erkendt, at det var dem, som var i huset og røvede og bandt kvinden.
Datteren fortæller i retten, at hun så sin mor i live sidste gang om eftermiddagen den dag, hun blev dræbt. Hun var sammen med sin mand på besøg hos sin mor.
- Vi skulle ordne nogle ting ved huset, som min mand skulle hjælpe med, og så var min mor og jeg ude og handle ind til nytårsaften. Vi købte frokost med hjem og sad og hyggede os, fortæller datteren.
På indkøbsturen glemte mor og datter dog at købe vin til nytårsaften, og de aftalte, at den ældre dame dagen efter skulle gå i Netto og hente et par flasker.
- Næste morgen var det glat, og jeg tænkte, at hun ikke skulle gå, fordi hun var dårligt gående. Jeg ringede til hende første gang klokken 10, men hun svarede ikke, fortæller datteren.
Over middag voksede bekymringen, og Inge Damsgaard valgte at tage hen til moren og fandt hende altså død.
- Vi var meget tæt knyttet. Jeg snakkede med hende hver dag. Også når jeg var ude at rejse med mit arbejde. Jeg er hendes eneste barn, fortæller hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker