DBU afventer landsrettens dom i sag om matchfixing
Der faldt tirsdag dom i den første større sag om matchfixing. Sagen blev anket, DBU afventer landsrettens dom.
Københavns Byret idømte tirsdag den ene af de to tiltalte i den første større sag om matchfixing et års betinget fængsel samt 200 timers samfundstjeneste.
Samtidig skal han tilbagebetale 130.000 kroner, som han vandt på uærligt spil tilbage i 2010. Den anden tiltalte i sagen blev frifundet.
Dansk Boldspil-Union (DBU) ønsker ikke at kommentere domsafsigelsen, da sagen blev anket til Østre Landsret med det samme.
DBU-formand Jesper Møller understreger dog sagens alvor og truslen mod dansk fodbold og idræt som helhed.
- DBU anser matchfixing som den største trussel mod fodboldens troværdighed og integritet, og vi ønsker total nultolerance på området.
- Derfor har vi naturligvis fulgt den aktuelle sag tæt og vil også følge sagens endelige udfald nøje, siger Jesper Møller til unionens hjemmeside.
DBU's matchfixing-ansvarlige vil nu nærlæse sagens akter for at vurdere, om den skal tages op i DBU's eget system eller det nye matchfixing-nævn, der blev etableret i samarbejde med DIF i foråret 2014.
I vurderingen vil der blive taget højde for, at den såkaldte Hvidovre-sag fandt sted helt tilbage i 2010 og dermed før DBU i 2014 indførte blandt andet forbud mod spil på egne kampe og rækker.
- Vi vil naturligvis nærlæse dommens præmisser, så vi kan vurdere, om der er behov for at justere på de nye regler, som blev vedtaget i 2014 og den seneste lovgivning fra april måned, samt om der i øvrigt er behov for at følge op på dommens konklusioner, siger Jesper Møller.
DBU's formand har tidligere tirsdag været ude med en kritik af de nye regler, som Folketinget har vedtaget. Reglerne er ikke vidtgående nok, mener DBU-formanden, der blandt andet ønsker flere ressourcer til politiet.
- Spørgsmålet er nu, om vi har fået den rette holdopstilling i den fortsatte kamp mod matchfixing.
- DBU mener, at den nye lov er et vigtigt første skridt, men at der mangler meget, før indsatsen bliver effektiv. Loven efterlader en række vigtige spørgsmål ubesvarede, mener han.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker