De fleste uopklarede københavnerdrab knyttes til bandemiljø

Drabet på en 16-årig dreng den 16. oktober 2017 er blandt de ti uopklarede drab i København mellem 2014 og 2023. Politiet mener, at drengen blev forvekslet med et bandemedlem. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Politiet knytter på forskellig vis en stor del af de uopklarede drab siden 2015 til rocker- og bandemiljøet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det kan være svært at opklare drab i rocker- og bandeverdenen, der typisk er hermetisk lukket for politiets efterforskere.

Og kigger man på de uopklarede drabssager i Københavns Politi mellem 2014 og 2023, kan langt de fleste på forskellig vis knyttes til rocker- og bandemiljøet.

Tavshedskulturen, der hersker i de lukkede miljøer, kan bære en væsentlig del af skylden for, hvorfor sagerne trods lang efterforskning stadig er uopklarede.

- Generelt set er der ikke altid den store hjælp at hente fra de involverede, når det handler om kriminalitet i rocker-/bandemiljøet - hvor flere af de uopklarede sager umiddelbart udspringer fra, siger vicepolitiinspektør Knud Hvass fra Københavns Politi i et skriftligt citat.

Af de ti drab kan i hvert fald syv knyttes til rocker- og bandemiljøet. Her var den dræbte enten selv medlem af en kriminel gruppering, eller også mener politiet, at gerningsmanden skal findes i en sådan.

De brutale drab i kriminelle miljøer tiltrækker sig ofte en del opmærksomhed. Alligevel udgør de et fåtal af det samlede antal drab, som der er op mod 50 af om året.

I 2023 blev fire personer dræbt i sager, som politiet vurderede, havde en tilknytning til rocker- og bandemiljøet.

De fleste drab i Danmark sker i nære relationer, og misbrug spiller tit en rolle.

De sager kræver også en del efterforskning, men politifolkene er ikke umiddelbart så nervøse for, om de når i mål med en opklaring her. Det fortæller vicepolitiinspektør Torben Henriksen fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Han står i spidsen for en afdeling for kvalitetssikring af drabssager, der har overblik over uopklarede sager og giver politikredsene sparring om sagerne.

- De fleste almindelige retskafne mennesker har jo som udgangspunkt den holdning, at man ikke skal slippe afsted med at slå andre mennesker ihjel, uanset hvad man har for en konflikt, siger han.

I de kriminelle miljøer bliver politiet omvendt mødt af stilhed, og så bliver det svært at opspore en gerningsmand, hvor både motivet og forbindelsen mellem offer og gerningsmand kan være mudret.

Så skal det ifølge vicepolitiinspektøren gå ekstra stærkt med at indhente øvrige beviser for at spore sig ind på et motiv og en mulig drabsmand. Ofte lykkes det, og ingen af drabene i 2023 er uopklaret.

De seneste år har politiet fået nyt redskab: slægtskabssøgning. Metoden har blandt andet ført til, at manden, der slog Hanne With ihjel i 1990, sidste år blev idømt 11 et halvt års fængsel.

Det nye redskab er godt, og kan vise sig relevant i drabssager i rocker- og bandemiljøet, lyder det fra Københavns Politi. NSK vil ikke oplyse, om metoden er blevet brugt på uopklarede rocker- eller bandedrab.

/ritzau/