De mindst udsatte for kriminalitet bekymrer sig mest
Folks frygt for at blive udsat for kriminalitet rimer ikke med realiteterne.
De, der bekymrer sig mindst, løber faktisk den største risiko for at få knytnæveslag i hovedet eller andre ubehagelige oplevelser.
Og de mennesker, der spekulerer mest på overfald og den slags, har mindst at frygte.
Det viser en undersøgelse af ofre og kriminalitet udført af Københavns Universitet for Justitsministeriet, Rigspolitiet og Det Kriminalpræventive Råd.
Kvinder er mest bekymrede, men det er unge mænd, som er mest udsatte, viser det sig.
- Der er mange myter om for eksempel omfanget af voldskriminalitet. Det betyder desværre, at mange bekymrer sig uden grund, siger Linda Nielsen, formand for Det Kriminalpræventive Råd, i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen viser også, at mennesker, der bor i Region Hovedstaden, er mindre angste end dem, der bor andre steder - selv om deres risiko faktisk er størst. Dette resultat kaldes i undersøgelsen bemærkelsesværdigt.
Samtidig er de, der ofte går ud om aftenen, mindre angste end dem, der ikke gør det. Og det på trods af, at denne gruppe er mere udsat end andre.
Tre ud af fire danskere bekymrer sig aldrig eller sjældent for at blive udsat for kriminalitet.
I 2012 blev 16 procent af befolkningen i alderen fra 16 til 74 år udsat for enten vold, tyveri, hærværk eller anden kriminalitet, viser undersøgelsen, som baseres på interviews.
Det er et fald i forhold til 2011. Dengang oplyste 18 procent, at de havde været ofre.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker