Deling af sexvideoer udløser 20 dages betinget fængsel
Den sidste af i alt ni prøvesager om deling af sexvideoer er endt med 20 dages betinget fængsel til 16-årig.
En 16-årig dreng fra Aarhus er fredag blevet idømt 20 dages betinget fængsel ved Retten i Aarhus for deling af sexvideoer.
Retten har dømt ham for børneporno og blufærdighedskrænkelse, ved at han via Facebook og beskedtjenesten Messenger delte to forskellige sexvideoer med en gruppe på fire personer.
Det er den sidste af i alt ni prøvesager i det store sagskompleks kaldet Umbrella om deling af sexvideoer.
Anklager Rosa Pape, Østjyllands Politi, havde krævet en betinget dom på 50 dages fængsel, men er alligevel tilfreds med dommen.
- Jeg er tilfreds med, at der er dømt for børneporno og for krænkelse af modtagernes blufærdighed, siger hun.
Retten har lagt vægt på, at den tiltalte, der var 15 år, da delingerne fandt sted, delte to videoer.
- Når man så de to videoer i sammenhæng, fremgik det klart, at personerne på videoerne var under 18 år, hedder det i dommens konklusion.
Anklagemyndigheden har udvalgt ni prøvesager for at fastlægge en praksis for, hvordan man vil gribe de øvrige sager an.
Flere end 1000 unge er sigtet i sagskomplekset, der tager udgangspunkt i to videoer med seksuelt indhold.
Alle dommene fra byretterne er blevet anket til landsretten, der indtil nu har behandlet syv af dem.
Her er udfaldet i flere af sagerne blevet ændret, idet en person er blevet frifundet, mens tre andre har fået en betinget dom ændret til en bøde.
Ifølge Rosa Pape ligger fredagens dom sig dog op ad praksis, når det gælder deling af to videoer.
- Den her dom læner sig op ad det, som både Østre og Vestre Landsret har slået fast, når det gælder deling af begge film, siger hun.
Den unge mand, der har nægtet sig skyldig, har nu to uger til at afgøre, om han vil anke dommen til landsretten.
Statsadvokaten i Viborg skal ligeledes afgøre, om Anklagemyndigheden ønsker at anke dommen til skærpelse.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde