Deloitte betaler bøde i sag om skattesnyd for 700.000 kroner
Deloitte har valgt at betale en bøde på 40.000 kroner, inden en sag mod revisions- og konsulentvirksomheden skulle begynde i Københavns Byret mandag. (Arkivfoto). Foto: Malina Petr/Ritzau Scanpix
Deloitte har betalt bøde på 40.000 kroner, inden en dommer fik lov til at kigge på sag om skatteunddragelse.
Deloitte er gået med til at betale en bøde på 40.000 kroner i en sag, hvor revisions- og konsulenthuset har været tiltalt for brud på skattekontrolloven.
Det oplyser Københavns Byret, hvor sagen skulle have kørt mandag eftermiddag.
Selskabet har dermed betalt bøden, inden en dommer i byretten fik lov til at forholde sig til anklagerne.
I anklageskriftet er det beskrevet, at en ansat hos vindmølleproducenten Vestas skulle fortælle skattemyndighederne, hvor meget vedkommende havde tjent på sine medarbejderaktier.
Men beløbene, der blev indgivet i en periode mellem 2015 og 2016, var alt for små.
Ifølge anklagemyndigheden var det en konsulent hos Deloitte, der som rådgiver medvirkede til, at den skattepligtige indkomst var blevet sat knap 1,9 millioner kroner for lavt.
Det betød, at statskassen gik glip af mere end 700.000 skattekroner.
På den baggrund gik man efter en bødestraf til konsulentvirksomheden, som altså har indvilget i at betale bøden inden sagens begyndelse.
Både Deloittes forsvarer og sagens anklager har afvist at udtale sig.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker