Demonstranter kastede kanonslag under corona-demo - én anholdt

Gruppen Men in Black afholder demonstration i Aarhus lørdag. Demonstrationen er rettet imod coronarestriktioner. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Gruppen Men in Black demonstrerede i Aarhus for at vise utilfredshed med restriktioner. Én blev anholdt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hundredvis af demonstranter gik lørdag aften på gaden i Aarhus, hvor de protesterede mod de coronarestriktioner, der er gældende i landet.

Flere kanonslag blev affyret, mens en kvinde blev anholdt, da hun var i færd med at kaste en sten efter politiet, efter at demonstrationen var afsluttet.

Det oplyser politiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi.

- Efter demonstrationen var overstået, var der en hændelse, hvor vi anholdt en for forsøg på vold mod tjenestemand. Der var ikke optræk til andet ud over den enkelte episode. Byen er helt tom nu, siger han lørdag aften 22.40.

En person blev desuden sigtet for at fornærme politiet inden demonstrationen gik i gang fra Aarhus Rådhus.

Politiet havde også fat i nogle unge personer til en samtale undervejs.

- Vi tilbageholdt syv unge mennesker, som vi lige havde en opdragende samtale med, sagde Brian Voss Olsen under demonstrationen. De havde været lidt for meget oppe at køre, oplyste han.

I løbet af demonstrationen, der var arrangeret af gruppen Men in Black, blev der affyret en del kanonslag eller andet fyrværkeri, og det medførte, at demonstrationen blev afbrudt kort før klokken 20.

Her blev der kastet med kanonslag ved politigården på Ridderstræde. Derfor måtte arrangøren oplyse til forsamlingen, at demonstrationen ville blive opløst, hvis det ikke stoppede.

Ifølge politiinspektøren blev der også efter episoden ved politigården affyret noget. Politiet er dog ikke klar over, om det er kanonslag eller andet fyrværkeri og hvor meget der er affyret undervejs.

- Der er ingen tvivl om, vi skal have kigget billeder igennem, og den dokumentation vi har foretaget, for at finde billeder af, hvem der har kastet kanonslag, sagde Brian Voss Olsen under demonstrationen.

Ellers forløb demonstrationen ganske roligt, oplyser politiet lørdag aften 22.40.

Demonstrationen sluttede ved 21.30-tiden i Mølleparken.

Politiet har ikke et overblik over, hvor mange der deltog, men Aarhus Stiftstidende talte sig frem til cirka 300 demonstranter.

Demonstrationen blev arrangeret af gruppen Men in Black, der "mødes på gaden for frihed", og "går march for og med hele og alle i Danmark" ifølge gruppens Facebook-side.

I løbet af de seneste uger har gruppen også været på gaden i København, hvor flere er blevet anholdt, efter at det udviklede sig voldeligt.

Senest demonstrerede gruppen 23. januar i København. Det var her, at en dukke, der skulle forestille statsminister Mette Frederiksen (S), blev brændt af. Tre personer sidder i øjeblikket varetægtsfængslet efter episoden.

Men in Black har ikke umiddelbart en ledelse eller talsperson. Det er uvist, hvor mange deltagere til demonstrationen, der er en del af gruppen, og hvor mange der blot stødte til.