Det lykkedes tirsdag politiet at slå en klo i den 25-årige drabsmand Danni Meisler, der fredag flygtede fra sin afsoning i Vridsløselille Statsfængsel.
Meisler blev anholdt kort efter middag i en lejlighed i Rødovre, siger efterforskningsleder Carsten Jansson fra Københavns Vestegns Politi.
- Anholdelsen skete stille og roligt og uden nogen form for modstand fra Danni Meislers side, siger Carsten Jansson.
Fredag blev Meisler befriet af en bevæbnet bande, da han skulle til røntgenundersøgelse på Glostrup Hospital.
De to fængselsbetjente, der fulgte Meisler til og fra hospitalet, blev tvunget i defensiven foran sygehusets indgang, hvorefter Meisler og hans håndlangere stak af i en bil.
Danni Meisler var blevet informeret om sin tur til røntgenafdelingen allerede om torsdagen, hvilket gav ham et døgns tid til at iscenesætte sin flugt.
Det viste sig at være mere end rigeligt, og Fængselsforbundet i Danmark kritiserede efterfølgende Vridsløselille Statsfængsel for at have optrådt "klodset" i forbindelse med flugten.
Fredag bebudede Kriminalforsorgen overfor Ritzau ændringer i procedurerne, når fanger af Meislers kaliber skal fragtes ind og ud af fængselsportene.
Danni Meisler beskrives som en af landets farligste forbrydere. Hævngerrig, angst og overdrevent paranoid er nogle af de ord, som står at læse i den mentalerklæring, der i sin tid blev lavet i forbindelse med hans henrettelse af en bodegagæst i Brønshøj i 2006.
Også da Meisler sad varetægtsfængslet for drabet, lykkedes det ham at stikke af. Dengang gennem en nedrullet bilrude. Det lykkedes ham at gemme sig for myndighederne i fem måneder, før han pludselig dukkede op i forbindelse med en biljagt, hvor politiet gennemhullede føreren af Meislers bil med 21 skud.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker