Derfor er danskerne mindre bekymrede for vold
Danskerne er blevet mindre bange for at få tæsk og blive udsat for kriminalitet.
Det hænger sammen med, at der generelt begås mindre kriminalitet i Danmark, og at danskerne har fået en større tiltro til systemet, forklarer Linda Nielsen, der er ny formand for Det Kriminalpræventive Råd.
- Folk har en følelse af, at der bliver gjort noget i samfundet for at skabe tryghed, og det er klart, at politiindsatsen også spiller en stor rolle her, siger hun.
En ny rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor viser, at vi de sidste tre år har været historisk lidt bekymrede for vold og kriminalitet.
Sidste år bekymrede 30,8 procent sig meget for vold og kriminalitet. Det er et fald fra de over halvdelen af danskerne, der fra 1985 og frem til årtusindskiftet delte en tilsvarende stor bekymring.
Men den positive udvikling til trods betyder det ikke, at Det Kriminalpræventive Råd frygter, at deres arbejde bliver overflødigt lige foreløbig.
- Der er stadig omkring 30 procent, som er meget bekymrede, så det er ikke sådan, at vi bare læner os tilbage. Vi skal have flere over på den mindre bekymrede side, siger Linda Nielsen.
Rapporten viser også, at hele 15,6 procent af danskerne slet ikke bekymrer sig for vold og kriminalitet, og tendensen er, at denne andel er stigende.
Justitsminister Morten Bødskov (S) ser udviklingen som et tegn på, at regeringens arbejde nytter.
- Vi har sat stærkt ind mod rocker- og bandekriminaliteten, og den nye aftale for Kriminalforsorgen har til formål at skabe færre ofre for kriminalitet, siger han i en pressemeddelelse.
I en europæisk sammenhæng er danskerne også et trygt og bekymringsfrit folkefærd. En undersøgelse fra Justitsministeriet fra december 2012 giver Danmark en europæisk andenplads i tryghed, kun overgået af Norge.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker