Det københavnske natteliv får endnu et knivoffer
Det københavnske natteliv fik søndag morgen endnu et knivstikoffer, da en 33-årig mand blev stukket i låret med en kniv.
Overfaldet skete kort før klokken 8 på Amager i København.
Manden er indlagt på Hvidovre Hospital, men er uden for livsfare, oplyser den centrale efterforskningsleder Sajjad Haider, Københavns Politi.
Ud over knivstikket i låret har manden skader i ansigtet. Politiet ved dog endnu ikke, om de skyldes, at han har været oppe at slås, eller om han har fået dem, da han faldt.
Motivet til overfaldet er stadig uklart. Ofret har indtil videre ikke ønsket at fortælle politiet, hvad han har været udsat for.
- Manden er ikke særlig samarbejdsvillig. Han har ikke ønsket at fortælle noget som helst, siger Sajjad Haider.
- Vi har undersøgt det sted, han blev fundet, men har ikke kunnet finde ud af, hvad der er sket.
Det står heller ikke helt klart, hvor manden blev stukket ned. Politiet mener, at det er sket i Wittenberggade ved krydset ved Moselgade i nærheden af Lergravsparken metrostation på det indre Amager.
- Der er ikke rigtig nogle vidner, så vi ved ikke, hvor præcis han er blevet stukket ned. Vi har spurgt på bodegaer og barer i området, men der kom ikke noget nyt frem, siger Sajjad Haider.
Hundepatruljer har gennemsøgt området og fundet nogle tekniske spor, som politiet nu undersøger nærmere.
Københavns Politi vil gerne tale med folk, der eventuelt har bemærket noget i området ved Wittenberggade og Moselgade søndag morgen.
- Hvis nogen har hørt larm, set en blødende mand eller bemærket et slagsmål, så hører vi gerne fra dem, siger Sajjad Haider.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned