- Det må bare ikke koste menneskeliv

Af Jakob Poulsen og Jesper Bøgh


Den seneste tids mange påsatte brande og mistænkelige brande i Rødby- og Rødbyhavnområdet har fået Anja Aagaard Bech fra Rødby til at oprette en gruppe på Facebook med det formål at hjælpe politiet med at finde den eller de personer, som står bag brandene.

- Vi er rigtig mange, der er bekymrede og trætte af de her brande. Vi tænker meget over det, og tænker, at det bare ikke må koste menneskeliv. Og det eneste, vi syntes, vi kunne gøre, var at forsøge at belyse det via Facebook, som vi synes er et godt medie især til det her, siger Anja Aagaard Bech, som har oprettet gruppen sammen med sin kæreste.

Gruppen blev oprettet søndag formiddag, og allerede efter den første time havde medlemstallet passeret 50, og mandag eftermiddag klokken 14.21 var medlemstallet oppe på 275. Og den store opbakning har overrasket Anja Aagaard Bech meget.
- Jeg synes, det er fantastisk, og jeg håber, at alle medlemmerne vil stå sammen og hjælpe hinanden. Vi vil lave nabohjælp og holde øje og reagere, hvis vi ser noget mistænksomt og lade informationerne gå videre til politiet, forklarer hun.

Gruppen er dog ikke kun oprettet for borgernes skyld.
- Der er også den side af sagen, at der jo går nogen rundt blandt os og laver de her ting, som har brug for hjælp. Vedkommende må helt sikkert have det skidt, så det er lige så meget for at vende det om og sige, at vedkommende, der gør det, også har brug for hjælp, fortæller hun.

Hos lokalpolitiet i Nakskov er man glade for Anja Aagaard Bechs initiativ.
- Alt, hvad der kan hjælpe os, er vi meget interesserede i at høre om, så længe man holder sig inden for lovens regler og ikke begynder at begå selvtægt, siger Bo von Würden fra lokalpolitiet i Nakskov.

Læs mere her

Kvinden bag en ny Facebook-gruppe mod pyromanen i Rødby-området håber, at vedkommende snart bliver fundet - for alles skyld.

Offentliggjort Sidst opdateret