Din arbejdsgiver må gerne overvåge dig med gps
Det er i orden at overvåge de ansatte ved at montere en gps i firmaets vogne.
Det har Vestre Landsret slået fast i en dom, hvor en østjysk servicekonsulent havde krævet erstatning. Han blev så sur over, at firmaet havde installeret en gps i hans servicebil, at han opsagde sin stilling med øjeblikkelig virkning.
Både byretten og landsretten slår fast, at det er legalt, at man som arbejdsgiver kan kontrollere de ansattes arbejdsindsats i arbejdstiden.
Manden var ansat som konsulent i et østjysk firma. Konsulenterne besøger kunder og tilrettelægger selv deres ruter og kundebesøg.
I sommeren 2011 oplyste ledelsen, at man løbende ville installere gps-overvågning i bilerne, så man fra kontoret kunne se, hvor de var henne. I august blev mandens bil kaldt til service, og da den kom tilbage, var der installeret en skjult gps-sender.
Han fik ikke direkte besked fra ledelsen om, at gps'en var monteret, men fandt ud af det gennem sin kæreste, der var ansat på kontoret.
Det gjorde manden så sur, at han ringede til sin arbejdsgiver og sagde op på stedet.
Arbejdsgiveren, der var på ferie i Spanien, svarede, at han så skulle aflevere sine nøgler, computer og kreditkort samme dag, hvilket konsulenten gjorde.
Han krævede løn i firmaets opsigelsesperiode på fire måneder, idet han mente, at overvågningen var en så grov misligholdelse, at han var berettiget til at hæve ansættelsen.
Det er Vestre Landsret ikke enig med ham i og tilføjer, at selv om han sagde op "lige på stedet", skal det ikke opfattes så bogstaveligt.
Han er funktionær og kan derfor først opsige sit job med en måneds varsel, men da virksomheden inddrog hans kontokort, nøgler og computer, blev han reelt fritstillet.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde