Direktør: - Den største frygt var, at nogen var kommet til skade

En beboer er anholdt efter branden natten til mandag, og derfor er døren til opgangen låst af. Foto: Maria Glasius Lange    

Direktør for Boligselskabet Fjordparken, Anita Ulrik Sørensen, bruger mandagen på at være i kontakt med de beboere, der er blevet genhuset efter nattens brand.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der var mandag morgen helt roligt ved lejlighederne på Colbjørnsensvej.

Havde det ikke været for viceværten, der gjorde sig umage med at feje glasskår op fra fortorvet, eller det tilsodede vindue, der var sprængt af varmen, var det svært at se, at stedet få timer forinden havde været omringet af brandbiler og politisirener.

Glasskår på fortovet blev fejet væk, men ellers emmede alt af ro på Colbjørnsensvej mandag formiddag. Foto: Maria Glasius Lange

Ilden har stået ud af vinduet i opgangen, og en af lejlighederne er fuldstændig udbrændt, forklarer direktør for Boligselskabet Fjordparken, Anita Ulrik Sørensen.

- Alt er væk. Der er ikke et fnug tilbage. Men det er kun en lejlighed, der er udbrændt. Når politiet tillader det, kan beboerne komme tilbage og få et overblik over, hvordan det ser ud.

Alt er væk. Der er ikke et fnug tilbage.

Anita Ulrik Sørensen

Hun blev sent søndag aften ringet op af en af boligselskabets ansatte, som selv bor i en af de berørte opgange.

- Jeg spurgte, om jeg skulle komme, og det ville han gerne. Han lød noget rystet i telefonen. Og da jeg kom kørende forbi sygehuset, så jeg bare det her opbud af sirener og brandbiler. Den første tanke, der slog mig var, at jeg bare ikke håber, at nogen er kommet til skade. Det var min største frygt.

Mandag formiddag brugte hun på at kontakte beboerne fra de tre opgange, der blev evakueret, for at høre, hvordan de har det, og om de er uskadte.

Dem, der kunne genhuses hos familie eller bekendte, er blevet det, imens andre bor midlertidigt på Hotel Falster.