Direktør forundret over brand på sukkerfabrik

Branden på sukkerfabrikken udviklede kraftig røg. Foto: Lars Dalsig

Sukkerfabrikkens direktør roser brandvæsnet efter weekendens brand på sukkerfabrikken i Nakskov. Men han undrer sig over, hvordan den kan være opstået.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det krævede en hel nats arbejde og lidt til for adskillige brandfolk fra Lolland-Falster Brandvæsen, da der sent lørdag aften udbrød brand i en kombineret lager- og produktionshal på sukkerfabrikken i Nakskov.

Heldigvis lykkedes det brandfolkene at forhindre ilden i for alvor at sprede sig til andre bygninger.

Mandagen derpå glæder fabriksdirektør Allan Borreskov sig over, at det trods alt ikke gik værre, og at ingen mennesker kom noget til.

- Det er en hal, vi kun bruger under kampagnen, så den er slet ikke i brug nu. Nu skal vi have ryddet op på et tidspunkt, og så må vi se, hvor slemt det er, men umiddelbart er 20-25 procent af hallen brandskadet, og resten er røgskadet.

- Men selv hvis branden var brudt ud under roekampagnen, ville det ikke have forstyrret vores produktion, for så har vi andre alternativer, vi kunne benytte, forklarer Allan Borreskov.

Han ved endnu ikke, hvor stort et oprydnings- og renoveringsarbejde, der venter.

- Det er helt sikkert, at taget skal laves, men om den forreste del af hallen er så ødelagt, at den ikke kan laves, ved vi ikke endnu, siger han og roser brandvæsnet for slukningsarbejdet.

- Deres indsats var topprofessionel. De kan deres kram, lyder det fra Allan Borreskov.

Årsagen til branden kendes endnu ikke, og fabriksdirektøren undrer sig over, hvordan den overhovedet kunne opstå.

- Vi ved ikke, hvad der har startet det, for det er et område, hvor der ikke er ret meget, der kan brænde. Men jeg tror bestemt ikke, at den er påsat, for der er ikke nogen udefra, der har adgang til området, og der var heller ikke nogen til stede. Så det kan være mange ting, der ikke er menneskeskabt, der har forårsaget det, siger Allan Borreskov.