Direktør i ølfirma skal i fængsel for millionsnyderi
Det var et led i et systematisk svindelnummer, da vognmand kørte over Storebæltsbroen med øl og vand. Kvitteringerne skulle dokumentere transporter til Tyskland, men så langt kom han aldrig, har Retten i Glostrup slået fast i en dom onsdag. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Øl og sodavand kom aldrig som påstået til Tyskland. Chef i Humleekspressen snød statskassen for 44 millioner.
Direktøren i ølvirksomheden Humleekspressen er onsdag blevet idømt fængsel i tre år og seks måneder og en tillægsbøde på 44 millioner kroner.
Retten i Glostrup har fundet ham skyldig i at have snydt statskassen for afgifter og moms.
Samtidig er direktørens hjælper, en vognmand, blevet idømt fængsel i to år og seks måneder. Vognmanden straffes også med en tillægsbøde på 3,2 millioner, oplyser retten.
Svindlen er sket i forbindelse med, at Humleekspressen Aps. i Glostrup solgte varer uden moms for mere end 100 millioner kroner til et tysk firma. Derefter refunderede Skat øl- og sodavandsafgifter.
Men denne eksport skete kun på papiret. Varerne forlod aldrig dansk jord, har Bagmandspolitiet hævdet under sagen. Ganske vist kørte den dømte vognmand over Storebælt i sin lastbil for at kunne dokumentere ture over broen, men han kom aldrig videre.
Retten i Glostrup har fulgt påstanden fra anklageren i sagen, der i øvrigt har haft et langvarigt forløb. Anklageskriftet blev indleveret til retten i 2016.
Den dømte direktør, Jan R. Kleemann, sanktioneres også på den måde, at han frakendes retten til fremover at beskæftige sig med salg og køb af øl, vin, sodavand og spiritus.
I en pressemeddelelse om sagen oplyser Bagmandspolitiet, at chefen for det tyske firma, som var impliceret i sagen, i hjemlandet er blevet idømt fængsel i tre år.
Svindlen stod på fra 2011 til 2014.
Det er undergravende og dybt skadeligt, når statskassen bliver udsat for snyd, påpeger specialanklager Lisbeth Jørgensen, der har ført sagen.
- I denne sag har vi set et udspekuleret og veltilrettelagt svindelnummer, der gennem en længere årrække har suget omkring 45 millioner kroner op af statskassen, siger hun i pressemeddelelsen.
Dommen drejer sig om systematisk og grænseoverskridende kriminalitet, lyder det.
Under sagen har de to tiltalte nægtet sig skyldige. Direktøren i ølfirmaet i Glostrup er 54 år, og vognmand Kenneth Zimling fra et firma på Amager er 59 år.
Hos øldirektøren konfiskeres i øvrigt 425.000 kroner fra salget af en Mercedes samt i alt næsten 500.000 kroner i kontanter og fra en konto. Vognmanden mister en række dyre Rolex-ure.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde