Direktør indrømmer svindel af kunder og millionsnyd

En dommer i Retten i Aarhus besluttede lørdag at varetægtsfængsle en 52-årig mand, som har erkendt at have snydt kunder og lavet svindelnummer med låneansøgninger. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Medier har beskrevet, hvordan kunder mistede penge hos direktørs firma. Lørdag blev direktøren fængslet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag formiddag henvendte en 52-årig direktør sig selv til politiet. Et døgn senere sad han i Retten i Aarhus, hvor han over for en dommer erkendte sig skyldig i omfattende snyd for mindst 15 millioner kroner.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Retsmødet er ifølge Østjyllands Politi lørdag eftermiddag endt med, at den 52-årige mand er blevet varetægtsfængslet frem til 19. maj. Politiet har oplyst, at der er tale om bedrageri og dokumentfalsk for flere millioner kroner.

Manden var direktør i en virksomhed, som hjælper kunder med økonomiske problemer, og derfor har firmaet kunnet råde over kunders bankkonti.

Ifølge Århus Stiftstidende sigtes direktøren for i cirka 100 tilfælde at have udarbejdet låneansøgninger på vegne af kunder, der havde søgt bistand hos hans firma. Det skal være sket fra 2019 til 2023.

Derefter skal han uden kundernes vidnede have underskrevet ansøgningerne og indsendt dem til et kreditselskab, der på baggrund af de falske ansøgninger udbetalte mindst 15 millioner kroner til direktørens eget konsulentfirma.

Desuden sigtes han for 31. marts i år at have overført cirka 730.000 kroner til sin egen konto, der var ejet af hans eget konsulentfirma. Derved led kunderne et tilsvarende tab.

Flere medier har den seneste tid beskrevet, hvordan kunder mistede deres penge.

- Alt vi har sparet op de seneste otte år, har han taget, fortalte en kunde tidligere på ugen til mediet Finans.

Han havde ifølge mediet mistet 420.000 kroner, som direktøren havde hævet fra hans budgetkonto.

Selve retsmødet er lørdag foregået for lukkede døre, hvorfor journalister kun har haft mulighed for at høre oplæsningen af sigtelsen.

Direktøren vil ikke kære fængslingen til landsretten.

/ritzau/