Dna-spor fra Virum-drab ender blindt

Den mand, som i sidste uge dræbte 41-årige Heidi Abildskov i Virum, er ikke at finde i politiets dna-register.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det står fast, efter at politiet nu er kommet i besiddelse af en dna-profil, som med stor sandsynlighed stammer fra gerningsmanden.

Dna-profilen er blevet til på baggrund af noget tøj, som blev fundet i kvindens bil. Tøjet tilhørte ifølge politiet gerningsmanden, som ved et uheld har smækket det inde i bilens bagagerum.

- Vi har nu fået en dna-profil fra tøjet, men desværre er profilen ikke kendt i det danske dna-register, fortæller efterforskningsleder Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi.

Dna-registret omfatter personer, som i Danmark har været sigtet for en forbrydelse, der kan give mere end halvandet års fængsel. Men også politiet i andre lande har dna-registre.

- Vi sender profilen ud via Interpol til de øvrige politimyndigheder i Europa og beder dem undersøge deres dna-registre, siger Henning Svendsen.

Efterforskningslederen tør ikke gætte på, hvornår de andre landes politimyndigheder kan levere svar på henvendelsen fra Nordsjælland.

- Men nu er der jo tale om en drabssag, så jeg har en forventning om, at de vil prioritere det højt, siger Henning Svendsen.

Det var en nabo, der fredag formiddag i sidste uge fandt Heidi Abildskov liggende død i sin have i Virum nord for København.

En obduktion af liget bekræftede politiets første formodninger, nemlig at Heidi Abildskov var blevet dræbt af flere knivstik.

Under efterforskningen har politiet fundet en jakke og et par bukser i bagagerummet til den dræbtes bil. Nøglerne til bilen lå i jakken, og politiet mener, at det er gerningsmanden, som har smækket tøjet inde.

Angiveligt har gerningsmanden efter drabet skiftet tøj, og er altså kommet til at efterlade jakke og bukser med dna-spor i bagagerummet.

Politiet fandt desuden flere genstande fra huset i bilen, og meget tyder på, at der er tale om et rovmord.

/ritzau/