Døde formentlig af kulilte-forgiftning

Politiet er kommet i skridt nærmere en konklusion i arbejdet med at fastslå, hvad det præcis var, den 24-årige sygeplejestuderende Natascha Andersen døde af, da der udbrød brand i hendes kollegielejlighed på Nykøbing F. Kollegium i Nykøbing tidligt tirsdag morgen.

Et ligsyn i går viste ifølge politiets efterforskningsleder Steen von Würden, at kvinden formentlig er død af kulilteforgiftning. Men for at være sikre på, at der ikke ligger andre årsager bag, er det blevet besluttet, at den afdøde også skal obduceres.

Obduktionen ventes at finde sted på mandag, og først derefter vil politiet formentlig kunne drage en endelig konklusion.
Politiets tekniske undersøgelser af brandstedet viser, at branden er opstået, fordi en kogeplade på komfuret i lejligheden har stået tændt i længere tid. Det udviklede så meget varme, at noget omkring et køleskab begyndte at smelte og derved afgav en masse røg.

Præcis hvornår branden er opstået, vides ikke. Den blev opdaget af kollegiets vicevært kort før klokken halv otte tirsdag morgen. Da brandfolkene nåede frem og trængte ind i lejligheden, fandt de Natascha Andersen liggende livløs. Hun blev bragt til Nykøbing F. Sygehus, men hendes liv stod desværre ikke til at redde.

Foto: Blomster og lys er lagt på jorden foran den lukkede dør til lejligheden til minde om 24-årige Natascha Andersen, der på tragisk vis omkom i en brand tidligt tirsdag morgen.

Det var formentlig en kulilteforgiftning, der var årsag til en 24-årig sygeplejestuderendes død i forbindelse med en brand på Nykøbing F. Kollegium.

Offentliggjort Sidst opdateret