Dødfunden skal obduceres

Foto: Per Houby

Politiet kan måske oplyse dødsårsagen for mand, der blev fundet på Aastrup Kirkegård, om en uges tid.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet kender endnu ikke dødsårsagen for den yngre mand, der torsdag morgen i sidste uge blev fundet død på Aastrup Kirkegård.

Tirsdag blev der foretaget et ligsyn over den afdøde. Men ligsynet afslørede ikke, hvad den yngre mand er død af.

- Ved et ligsyn ser man på det ydre, men det har ikke fortalt os dødsårsagen. Derfor skal der foretages en obduktion på Retsmedicinsk Institut, siger politikommissær Casper Andersen fra lokalpolitiet i Nykøbing.

Han regner med, at resultatet af obduktionen vil foreligge en gang midt i næste uge.

Casper Andersen slår endnu en gang fast, at der ikke er noget, der peger på, at den yngre mand fra kirkegården er død som følge af en forbrydelse.

- Intet tyder på, at der er sket en forbrydelse, siger politikommissæren.
Han vil i øvrigt ikke oplyse, hvem manden, der blev fundet død på stedet, er.
- Vi kender hans identitet, men vi holder den for os selv, siger han.