Dødsulykke: Speedbåd ramte stenmole
Det er efter alt at dømme et voldsomt sammenstød med en stenmole ud for indsejlingen til Hundige Havn, som kostede fire mænd livet.
Speedbåden, der tirsdag blev fundet kæntret nord for Hundige Havn, bærer tydelige spor af sammenstødet med molen.
- Jeg har lige fået at vide af politiets indsatsleder, at der ikke er tvivl om, at de sejlede ind i stenmolen, siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard, Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.
- Der er skader på bådens stævn, som stammer fra, at de er sejlet ind i molen, der går vinkelret ud fra kysten, forklarer han videre.
Ligene af fire ombordværende blev tirsdag eftermiddag fundet drivende i vandet rundt om båden af en redningshelikopter, der blev sendt af sted, efter at pårørende havde alarmeret politiet.
Påsejlingen af molen er efter alt at dømme sket, da mændene vendte hjem efter en sejltur.
Politiet kan ikke bekræfte oplysninger om, at mændene tog ud i speedbåden allerede mandag aften, så de har ligget i vandet i længere tid.
- Det kan jeg ikke bekræfte på nuværende tidspunkt. Vi mangler at få underrettet nogen, og det er et af de spørgsmål, som vi vil stille til de pårørende, siger Martin Bjerregaard.
Politiet har en formodning om, at mændene sejlede ud fra Hundige Havn, og at ulykken skete, da de var på vej tilbage.
- Ifølge indsatslederen tyder det på, at det skete på vej tilbage mod havnen ud fra den retning, de sejlede ind i molen, siger Martin Bjerregaard.
./ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker