Dom for afpresning

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

22-årig fik dom på otte måneders fængsel

Offentliggjort Sidst opdateret

Selvom kronvidnet ikke var særligt præcis eller skarp, da han i går sad i vidneskranken, så fandt en enig domsmandsret, at hans forklaring var troværdig.

På den baggrund valgte domsmandsretten at idømme den nu 22-årige fra Nakskov en dom på otte måneders ubetinget fængsel for afpresning og vidnetrusler. Retssagen begyndte for fire uger siden, men måtte udsættes, fordi den 58-årige kontanthjælpsmodtager, der var blevet afpresset, var indlagt på sygehus uden at kunne afgive forklaring.

Han mødte op i retten i går, hvor alle kunne se, at der var tale om en socialt udsat mand med et misbrugsproblem.

Han havde aldrig anmeldt noget til politiet, og sagen blev rejst, fordi den forurettedes sagsbehandler havde indgivet en anmeldelse i juni måned, da han havde forklaret, hvor bange han var.

Han fik dog forklaret, at han havde været udsat for afpresning, således at han ad flere gange måtte betale et beløb på 4.500 kroner i dummebøde til den tiltalte.

Han forklarede også, at han var blevet tvunget ind i en bil med fire personer og kørt til Helgenæs, hvor han blev sat af efter at være blevet sparket og væltet omkuld.

Mandens kæreste var også indkaldt som vidne, og hun kunne fortælle, at tiltalte havde været hjemme på hendes kærestes bopæl, hvor han blev meget skræmt.

De var gået udenfor, og hendes kæreste havde derefter forklaret, at han var blevet truet med, at han fik sine fingre klippet af, hvis ikke han betalte.

- Efter den dag ændrede jeg opfattelse. Jeg var sur på kæresten over, at han havde drukket alle pengene op, men det havde han så ikke.

Tiltalte, den nu 22-årige Elvis Sonic, havde forklaret, at han flere gange havde bedt den forurettede om penge, fordi han havde lavet en ridse i tiltaltes bil.

Retten valgte at lægge den forurettedes forklaring til grund og dømte derfor for afpresning over en længere periode, som ikke nærmere kunne defineres på dato, da den forurettede ikke kunne huske det.

Tiltalte blev også dømt for vidnetrusler mod en 14-årig dreng. Han udbad sig betænkningstid med hensyn til anke af dommen.