Dom for at håne sin sagsbehandler

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

27-årig blev frikendt for trusler mod sin sagsbehandler i Jobcenter Lolland, men blev idømt dagbøder for at kalde sagsbehandleren en so.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 27-årig mand fra Rødby er i en domsmandssag i Retten i Nykøbing F. blevet idømt dagbøder for hånlig omtale af sin sagsbehandler i Jobcenter Lolland i Nakskov. I samme sag blev han frifundet for trusler om vold mod samme sagsbehandler.

Den alvorligste af anklagepunkterne var truslerne, som var indeholdt i en sms, som den 27-årige havde sendt til sin mentor.

I denne sms havde han blandt andet skrevet:

“Jeg håber I har nogle stærke fyre, der kan være med til mødet i Nakskov, for en forkert bevægelse, blik eller bemærkning får mig til at gå amok og smadre alt og jeg mener alt. Og hun bliver den første der ryger” stod der med henvisning til den kvindelige sagsbehandler.

I retten var ingen i tvivl om, at den 27-årige havde sendt denne sms-besked.

Han blev dog frifundet i forholdet var det på grund af en teknisk detalje i paragraffen om vold eller trusler mod embedsmænd i funktion.

Efter ordlyden i denne paragraf skal truslerne fremsættes direkte til den pågældende embedsmand for at være ulovlig og det var ikke tilfældet, når sms’en var sendt til den tiltaltes mentor. Han kunne heller ikke dømmes for almindelige trusler, fordi truslen ikke var konkret nok til domfældelse

Til gengæld kunne retten finde ham skyldig i at have kaldt sagsbehandleren en “so og en slamsæk” under et møde på Jobcentret i Nakskov.

Det kostede seks dagbøder a 200 kroner. Han valgte at modtage dommen.