Dom for tragisk trafikdrab står fast

Sagen om det tragiske trafikdrab på den 28-årige motorcyklist Henrik Mortensen i august sidste år skal ikke gennem retssystemet igen.

Den 36-årige Christian Frederiksen, som i slutningen af januar blev dømt i sagen, har valgt ikke at anke dommen på et års ubetinget fængsel.

Da dommen blev afsagt ved Retten i Nykøbing den 21. januar udbad han sig betænkningstid med henblik på eventuelt at anke dommen, men nu er fristen for at anke udløbet - uden at den dømte har benyttet sig af muligheden. Dermed er dommen gjort endelig, og samtidig bortfalder navneforbuddet i sagen.

Ulykken skete først på aftenen den 28. august sidste år, da Henrik Mortensen på sin motorcykel var på vej ud med invitationer til barnedåb for hans og kærestens tvillingepiger. Men i krydset Grønsundsvej/Østersøvej/Systoftevej stødte han sammen med en traktor, ført af den 36-årige, som var ved at svinge til venstre.

Den 36-årige forklarede i retten, at han simpelthen ikke havde set motorcyklisten og først opdagede, at der var noget galt, da han hørte en bremselyd, mens han var ved at svinge.

Christian Frederiksen blev dømt for uagtsomt maddrab, spirituskørsel, manglende agtpågivenhed i forbindelse med venstresvinget, samt for at have undlandt at standse på ulykkesstedet umiddelbart efter ulykken og for ikke at have forsøgt at hjælpe den hårdt kvæstede motorcyklist.
Han blev desuden fradømt kørekortet i tre år.

Den 36-årige mand, som for et par uger siden blev dømt for trafikdrabet på motorcyklisten Henrik Mortensen ved Sønder Vedby sidste sommer, har valgt at modtage dommen.

Offentliggjort Sidst opdateret