Dom om pistol i Herning var forkert - nu er 23-årig frifundet

En nu 23-årig blev i marts sidste år i Retten i Herning dømt for forsøg på ulovlig våbenbesiddelse. Onsdag er han blevet frifundet i den samme sag. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

En 23-årig mand, der i marts sidste år blev dømt for forsøg på våbenbesiddelse, er onsdag blevet frifundet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dommen var forkert, da en dengang 22-årig mand i marts 2023 blev idømt to år og otte måneders fængsel for forsøg på ulovlig våbenbesiddelse.

Det er blevet slået fast i Retten i Herning onsdag, da den nu 23-årige Oliver Chano Lyck er blevet frifundet for forsøg på våbenbesiddelse.

Det oplyser hans advokat Philip Møller.

I september afgjorde Den Særlige Klageret, at straffesagen i byretten skulle gå om, fordi der var fremkommet nye oplysninger, der kunne have ændret den første dom.

Under den oprindelige sag i Retten i Herning nægtede den 23-årige og hans medtiltalte, at de havde forsøgt at tage en pistol og tilhørende ammunition i besiddelse.

Våbnet lå i en taske i en baggård. Forinden havde politiet dog fjernet både pistol og ammunition. Trods nægtelsen fandt retten de to mænd skyldige.

Da straffesagen rullede videre ved Vestre Landsret i januar i år, havde Oliver Chano Lyck frafaldet sin anke.

Kammeraten holdt dog fast i sin anke og blev frifundet. Det skyldtes, at en tredje person i sagen skiftede forklaring. Han erkendte ejerskabet til pistolen og sagde samtidig, at ingen andre kendte til den.

Det var på den baggrund, at Den Særlige Klageret afgjorde, at der var fremkommet nye og væsentlige oplysninger.

Havde de oplysninger været fremme i første omgang, var der ifølge klageretten grund til at tro, at sagen havde fået et andet udfald.

Og det er netop det, der er sket onsdag i Retten i Herning.

Det sker meget sjældent, at klageretten bestemmer, at en sag skal gå om med den begrundelse.

- Jeg er helt utroligt lettet, siger advokat Philip Møller efter afgørelsen onsdag eftermiddag.

Også den nu frifundne Oliver Chano Lyck er lettet over resultatet.

- Det har været en rigtig lang kamp, men heldigvis med et godt resultat, siger han og roser samtidig sin advokat for at have hjulpet ham både retligt og personligt.

Den Særlige Klageret har fem medlemmer. Den består af tre dommere, en jurist fra et universitet samt en advokat. Retten tager især stilling til klager over dommere og begæringer om genoptagelse af straffesager.

/ritzau/