Dom omstødt: Kvinde frikendt for brandstiftelse

En 35-årig kvinde er ved Østre Landsret i Nykøbing blevet frifundet for brandstiftelse.
Det skete tirsdag, hvor fem ud af seks landsretsdommere stemte for en frifindelse, fordi man fandt, at beviserne mod kvinden var for svage. Den sjette dommer i landsretten stemte derimod for at stadfæste en dom fra byretten i Nykøbing.

Sidstnævnte ret idømte 5. november 2008 kvinden et års fængsel for brandstiftelse i et hus på Bogfinkevej i Kraghave i september 2007. Byretten fandt dengang kvinden skyldig i at have sat ild seks-syv steder i huset, som tilhørte hendes eks-mand. 

Desuden blev hun ved byretten dømt til at betale 243.000 kroner i erstatning til forsikringsselskabet. Skaderne på huset efter røg og sod var ret omfattende.
Kvinden, der havde nægtet sig skyldig, ankede dengang sin dom fra byretten til landsretten.

Her har man altså nu truffet den stik modsatte afgørelse end den, som byretten i Nykøbing i sin tid kom frem til.

En 35-årig kvinde blev i byretten dømt for at have sat ild på sin eks-mands hus i Kraghave. Men landsretten har frikendt hende.

Offentliggjort Sidst opdateret