Dommer afviser at løslade mand sigtet for fremme af terror
En dommer i Retten i Glostrup har forlænget varetægtsfængslingen for en mand, der er sigtet for at fremme en terrorsammenslutning. Manden nægter sig skyldig. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
En mand, der er sigtet for at fremme højreekstremistisk terror, skal fortsat være fængslet, afgør dommer.
En mand fra Ishøj skal fortsat sidde varetægtsfængslet i en sag, hvor han er sigtet for at fremme højreekstremistisk terror.
Mandag har en dommer i Retten i Glostrup forlænget hans varetægtsfængsling i fire uger efter anklagemyndighedens ønske. Det oplyser specialanklager Bo Bjerregaard.
Den 29-årige mand havde ellers anmodet om at blive løsladt. Han har kæret den fortsatte fængsling til landsretten.
Manden har siddet bag tremmer siden december, hvor han blev anholdt. Han er sigtet for at fremme en terrorsammenslutning kaldet Terrorgram på den krypterede beskedtjeneste Telegram.
Han er mistænkt for i flere end 1000 tilfælde at have delt og muliggjort deling af højreekstremistisk propaganda på 13 forskellige profiler, grupper og kanaler på Telegram.
Manden er sigtet efter straffelovens paragraf 114 e for i alt ni forhold over en periode fra 14. juni 2023 og frem til sin anholdelse 9. december 2024.
Paragraffen drejer sig om at fremme virksomheden for personer eller grupper, der har til hensigt at begå terror.
Af sigtelsen fremgår det, at han i hele perioden har administreret grupper og muliggjort deling af opslag om "white terror".
En af sigtelserne handler om en lydfil, som manden skal have delt på sin kanal på Telegram.
Her skal han ifølge sigtelsen have opfordret modtagerne af budskabet til ikke at blive slået ihjel, men i stedet se ud som en person, der kan dræbe.
- De her mennesker skal fucking frygte dig, skal han have sagt.
Manden nægter sig skyldig.
Sagen bliver fortsat efterforsket af politiet, og det er uvist, hvornår anklagemyndigheden vil tage stilling til, om der skal rejses en tiltale.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde