Dommer: Ansat i Skat vil stikke af fra sag om udbytteskat
En ansat i Skat svindlede Skat for 37,5 millioner kroner, hævder Bagmandspolitiet. En tiltale ventes inden for de næste uger, oplyser en anklager fredag. Foto: Free/Colourbox
Free/Colourbox
68-årig mand ønsker at blive løsladt i sag om bedrageri med udbytteskat. Han går videre til landsretten.
En tidligere ansat i Skat skal blive i sin fængselscelle. Det er fredag formiddag beskeden til ham fra en dommer i Lyngby.
Dommeren har besluttet at forlænge varetægtsfængslingen af den 68-årige mand, der sigtes for at have bedraget det offentlige for 37,4 millioner kroner i forbindelse med refusion for udbytteskat.
Han skal være indespærret frem til 8. september.
Manden så bleg ud, da han fulgt af en politimand luntede ind i retslokalet iført shorts og en stribet T-shirt. Kasketten havde han i hånden.
- Godmorgen, Sven!, lød det hjerteligt fra hans forsvarer, advokat Lars Henriksen.
Bag lukkede døre bad forsvareren om løsladelse af sin klient, der har siddet fængslet siden 27. maj. Dagen før blev han anholdt på sin bopæl i Helsingborg.
Alternativt ønsker han at komme på fri fod mod at deponere sit pas og andre legitimationspapirer, hvilket skulle sikre, at han ikke vil flygte fra den kommende straffesag.
Men efter cirka en times tid konkluderer dommer Serup, at der fortsat er risiko for, at den 68-årige vil stikke af eller vil forsøge at ødelægge politiets opklaringsarbejde, såfremt han kommer ud af cellen.
Denne kendelse har advokat Lars Henriksen på stedet kæret til Østre Landsret.
De nærmere argumenter, som specialanklager Stig Fleischer fra Bagmandspolitiet og advokat Lars Henriksen har fremført, kendes ikke, fordi dommeren fulgte anklagerens ønske om dørlukning.
I sagen er også en udlandsdansker varetægtsfængslet. Han er i modsætning til den 68-årige indforstået med fortsat indespærring.
Tilsyneladende er anklageskriftet lige på trapperne.
- Vi taler om uger, siger specialanklager Stig Fleischer efter retsmødet.
Den påståede kriminalitet skal være sket helt tilbage i 2007.
Medarbejderen i Skat skal have hjulpet sin bekendte med at få trukket 37,4 millioner kroner ud af statskassen, som sendte pengene til et selskab på øen Dominica i Caribien.
Desuden sigtes han for skatteunddragelse. Han nægter sig skyldig.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker