Dommer fængsler fem efter mystisk politiaktion i Herlev
Københavns Vestegns Politi gennemførte sammen med specialgruppen Særlig Efterforskning Øst torsdag aften en aktion i Herlev. Umiddelbart har politiet ikke ønsket at sige, hvad sagen drejer sig om. (Arkivfoto) Foto: Pressefotos.dk/Ritzau Scanpix
Pressefotos.dk/Ritzau Scanpix
Ifølge Ekstra Bladet og TV2 er fire mænd og en kvinde mistænkt for planer om røveri mod en pengetransport.
Fem personer, en kvinde og fire mænd, blev anholdt i en større politiaktion torsdag aften i Herlev ved København.
De fem personer har fredag været fremstillet i grundlovsforhør.
Sidst på eftermiddagen oplyser Københavns Vestegns Politi, at alle fem er blevet varetægtsfængslet i 13 dage.
Anklager Rasmus von Stamm anmodede ved retsmødets begyndelse om, at det blev holdt for dobbeltlukkede døre.
Det besluttede dommeren at efterkomme.
Det betyder, at offentligheden ikke har fået kendskab til sigtelserne.
Sigtelsernes indhold og sagens oplysninger må ikke komme ud på nuværende tidspunkt, vurderer anklageren.
Dog erfarer både TV2 og Ekstra Bladet, at de fem anholdte mistænkes for at have planlagt et røveri mod en pengetransport.
Ifølge begge medier kommer de fire mænd fra Sverige.
Dette virkede da også åbenlyst ved retsmødets begyndelse, hvor en tolk måtte oversætte for de fire sigtede mænd, der talte svensk.
Den sigtede kvinde talte dansk.
Under retsmødet var politiet talstærkt til stede, og hver af de sigtede havde en betjent ved sin side.
Københavns Vestegns Politi har ikke ønsket at give nærmere oplysninger om, hvad sagen drejer sig om.
Torsdag aften oplyste politiet, at aktionen i Herlev fandt sted på baggrund af længere tids efterforskning. Sagen "implicerer en gruppe mistænkte kriminelle", skrev politiet på Twitter.
Efterforskningen er blevet udført af politikredsen i samarbejdet med specialgruppen Særlig Efterforskning Øst (SEØ). SEØ arbejder med at opklare organiseret og grænseoverskridende kriminalitet.
Anklager i sagen Rasmus von Stamm er netop fra SEØ.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker