Dommer fængsler mand for tyveri af håndsprit fra sygehus
Tyveri af håndsprit fra Middelfart Sygehus kan udløse en skærpet straf, vurderer dommer under grundlovsforhør.
Sent fredag aften alarmerede personalet på Middelfart Sygehus politiet.
Der var begået indbrud på sygehuset. Den formodede gerningsmand blev umiddelbart efter anholdt med favnen fuld af tyvekoster.
Det oplyser Fyns Politi på Twitter.
- Der var blandt andet stjålet håndsprit, skriver politiet.
Den formodede tyv er 51 år.
Han har lørdag været fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense. Her har en dommer besluttet at varetægtsfængsle ham.
Det er sket med henvisning til, at der er grundlag for, at episoden kan udløse en skærpet straf, skriver anklagemyndigheden ved Fyns Politi på Twitter.
Det fremgår ikke, hvor længe manden skal være fængslet.
Muligheden for en skærpet straf skyldes, at tyveriet kan sættes i forbindelse med coronaepidemien.
Netop håndsprit er blevet usædvanligt efterspurgt under udbruddet af coronavirus. Og det har man kunnet mærke hos politiet.
Der har den seneste måned således været flere tilfælde af tyveri af håndsprit og andre værnemidler fra landets hospitaler.
For at slå hårdt ned på den type kriminalitet vedtog Folketinget i begyndelsen af april en hastelov, der forhøjer straffen for lovbrud, der har en forbindelse til den aktuelle coronaepidemi. Herunder tyveri af desinfektionsmidler.
Over for TV2 Fyn uddyber Fyns Politi, at den 51-årige mand foruden håndsprit var i besiddelse af ansigtsmasker, et fladskærms-tv og andet elektronisk udstyr, da han blev pågrebet sent fredag aften.
Manden fik adgang til sygehuset ved at smadre et vindue, men blev opdaget af personalet og stak af. Under sin flugt blev han indhentet af en politihund, fortæller vagtchef Steen Nyland til TV2 Fyn.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde