Dommer løslader mistænkt efter skyderi
En 23-årig mand, som politiet sigter for drabsforsøg efter en skudepisode i Taastrup onsdag aften, blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup. Her besluttede dommeren, at han skulle løslades. Foto: Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En mand, der er sigtet for drabsforsøg, er blevet løsladt i grundlovsforhør. Anklager har kæret afgørelsen.
En 23-årig mand, som politiet sigter for drabsforsøg efter en skudepisode i Taastrup onsdag aften, er blevet løsladt i et grundlovsforhør.
Det oplyser efterforskningsleder Søren Enevoldsen fra Københavns Vestegns Politi.
Offeret for skyderiet er en 24-årig mand fra Birkerød, der blev ramt af et skud i maven ved Taastrupgaardsvej. Hans tilstand var alvorlig, men torsdag morgen blev han erklæret uden for livsfare.
Det er ikke oplyst, præcist hvornår skudepisoden fandt sted. Men kort efter klokken 18.30 blev den 24-årige indlagt på Glostrup Hospital. Mindre end en halv time senere blev den 23-årige anholdt.
- Vi formoder, at han har noget med skyderiet at gøre, sagde efterforskningsleder Søren Enevoldsen forud for grundlovsforhøret.
Men dommeren i Retten i Glostrup mente ikke, at der var begrundet mistanke om, at den 23-årige er skyldig i drabsforsøg.
Manden er dog stadig sigtet, og anklageren kærede løsladelsen til Østre Landsret.
Søren Enevoldsen vil ikke komme ind på et muligt motiv til skyderiet. Dog er den umiddelbare vurdering, at det ikke skal findes i en konflikt i bandemiljøet.
- Vi efterforsker episoden bredt, men indtil videre tyder intet på, at episoden er banderelateret, siger efterforskningslederen.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker