Dommer: Oliver skal bo hos sin far
Den femårige Oliver skal bo hos sin far, Thomas Sørensen, i Danmark. Sådan lyder kendelsen fra Fogedretten i Helsingør fredag efter to års kamp om forældremyndigheden mellem faren og drengens østrigske mor.
Dermed er morens begæring om udlevering af Oliver afvist af det danske retssystem foreløbigt.
Men den østrigske mor kærer kendelsen, siger morens advokat, Mona Meelberg, ifølge TV2 News.
Olivers forældre har været i en kamp om forældremyndigheden over deres søn, siden moren valgte at flytte til sit hjemland Østrig med drengen i 2010.
Faren, Thomas Sørensen, fik efterfølgende stadfæstet sin fulde forældremyndighed over Oliver ved de danske domstole. Men moren fik selvsamme fulde forældremyndighed af de østrigske domstole.
3. april tog faren Oliver fra sin mor, da hun ville aflevere drengen i en børnehave i Graz i det sydøstlige Østrig.
De østrigske myndigheder efterlyste faren via en europæisk arrestordre, men i juni sagde Justitsministeriet nej til at udlevere danskeren.
Landsretten i Graz indleder på tirsdag en straffesag mod Olivers far, der er tiltalt for alvorlig tvang og frihedsberøvelse, rapporterer det østrigske nyhedsbureau APA.
Ifølge anklageskriftet holdt en uidentificeret medsammensvoren moren fast, mens faren hev Oliver ud af barnesædet i hendes bil og satte ham over i sin egen. Herefter forlod han sammen med barnet med det samme Østrig.
Hvis Thomas Sørensen ikke dukker op til retssagen, overvejer Østrig atter at udstede en europæisk arrestordre.
Thomas Sørensen har været til afhøring ved Nordsjællands Politi, men her vurderede chefanklager Ida Sørensen, at der ikke var grundlag for at udlevere faren til Østrig.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned