Dommer politianmelder Brixtofte

Tidligere kriminaldommer Peter Garde i Hillerød, som i to straffesager idømte Peter Brixtofte sammenlagt fire års fængsel, har politianmeldt den tidligere Farum-borgmester for injurier. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.

Dermed risikerer Peter Brixtofte at få endnu en straffesag på halsen, bedst som han er på vej i fængsel for at afsone den sidste del af sin straf.

Der er tale om en opsigtvækkende udløber af den store af straffesagerne, hvor Peter Brixtofte i Østre Landsret den 6. oktober 2009 blev idømt to års fængsel for groft mandatsvig og embedsmisbrug.

Umiddelbart efter dommen, der var en stadfæstelse af Peter Garde og hans to domsmænds dom, udtalte Peter Brixtofte sig til TV2 News. Her betegnede han kriminaldommer Peter Garde som sin "politiske modstander" og fortsatte:

- Det er ham, der har tilrettelagt det hele. Han er en yderliggående nationalist, som i Ugeskrift for Retsvæsen direkte har sagt, at man skal diskriminere udlændinge også ved domstolene, sagde Peter Brixtofte blandt andet.

Vicepolitiinspektør Flemming Poulsen, Nordsjællands Politi, bekræfter over for Jyllands-Posten, at man har modtaget anmeldelsen og i øjeblikket efterforsker den. Han oplyser, at Peter Brixtofte ikke er sigtet, men han vil ikke kommentere, om han bliver det.

Sager af denne karakter er yderst sjældne. Man skal helt tilbage til 1937 for at finde en sag, hvor nogen er blevet dømt for at have fremsat ærekrænkende sigtelser mod en dommer, viser en søgning i Ugeskrift for Retsvæsen, skriver avisen.

/ritzau/

Tidligere kriminaldommer Peter Garde, som to gange har sendt Peter Brixtofte i fængsel, har anmeldt Brixtofte for injurier.

Offentliggjort Sidst opdateret