Dommer var inhabil i narkosag - straf er lempet

Dom til østjysk mand er blevet sænket fra fængsel i 13 år til 12 år. Dommer havde fået job som anklager.

Offentliggjort Sidst opdateret

Retssystemet var på afveje i forbindelse med en kilomæssigt ret tung narkosag mod en østjysk mand. Hele to gange har han givet en dommer i byretten en tilståelse.

Problemet er, at dommeren i Retten i Aarhus var inhabil, da hun i december sidste år tog stilling til sagen.

Det fastslog Vestre Landsret i marts, og landsretten besluttede derfor at hjemvise sagen til fornyet behandling i byretten.

Dommerens inhabilitet skyldes, at hun på tidspunktet for retsmødet havde opsagt sin stilling ved domstolene og havde fået ansættelse i anklagemyndigheden. Og i øvrigt netop ved National Enhed for Særlig Kriminalitet, som førte sagen.

I den oprindelige afgørelse blev manden idømt fængsel i 13 år. Men afgørelsen er nu af en anden dommer ændret til fængsel i 12 år, oplyser hans forsvarer, advokat Henrik Garlik.

Det er blandt andet den ekstra tid, som er gået med at få afklaret spørgsmålet om inhabilitet, som begrunder den lavere straf.

Den dømte i sagen er den 39-årige Martin Andersen, der har boet i Horsens. Han har erkendt at have indsmuglet i alt 40 kilo kokain.

Sagen imod ham indgår i et kompleks, som politiet har kaldt "Malibu". Der er allerede afsagt en række andre domme. En af dem lyder på fængsel i 17 år.

/ritzau/