Domstol frifinder kvinde for fryd-kommentar om Hamas-angreb
Retten i Roskilde har onsdag frifundet en 36-årig kvinde, som var anklaget for at billige en terrorhandling i forbindelse med en kommentar i en debattråd på Facebook. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kvinde skrev "fryd" i debattråd om artikel om Hamas-angreb, men frifindes for anklage om terrorhyldest.
Et enkelt ord i en debattråd på Facebook var ikke en overtrædelse af straffelovens bestemmelse om billigelse af et terrorangreb, og Retten i Roskilde har derfor onsdag frifundet en 36-årig kvinde, oplyser retten til Ritzau.
Det var ordet "fryd", som kvinden den 7. oktober 2023 om formiddagen havde skrevet i tråden, som knyttede sig til en artikel fra Ekstra Bladet.
Artiklen havde overskriften "Israel angrebet med missiler" og handlede om Hamas-angrebene mod Israel den pågældende dag, hvor omkring 1250 civile mistede livet, mens 250 blev taget som gidsler.
Sagens bevisførelse og parternes procedurer foregik under et retsmøde i sidste uge. I den forbindelse fortalte dagbladet Politiken, som var til stede ved retsmødet, at kvinden forklarede, at hun ikke kendte nærmere til artiklens indhold.
Blandt andet var hun ikke på det tidspunkt, hvor hun skrev kommentaren, klar over, at der var tale om et angreb med civile ofre.
Kvindens forsvarsadvokat, Erbil Kaya, fortæller til Ritzau, at retten netop har valgt at frifinde kvinden, fordi der ikke er ført bevis for, at hun vidste, nøjagtig hvad artiklen drejede sig om.
Anklagemyndigheden havde forlangt, at kvinden skulle straffes med fængsel i 60 dage - en straf, som skulle gøres betinget, hvilket vil sige, at den i udgangspunktet ikke skulle afsones.
Det er straffelovens paragraf 136, stk. 2, som er i spil i sagen. Den siger, at man kan straffes med bøde eller fængsel i op til tre år, hvis man offentlig "udtrykkeligt billiger" en række handlinger.
Det drejer sig om landsforræderi, andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, forbrydelse mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder samt terrorisme.
Flere personer er tidligere blevet dømt efter denne bestemmelse i forbindelse med ytringer på sociale medier i forlængelse af 7. oktoberangrebene.
Anklagemyndigheden har nu to uger til at beslutte, hvorvidt dommen skal ankes til Østre Landsret.
Selv samme debattråd på Facebook har affødt flere sager. Blandt andet blev en 16-årige pige i oktober sidste år dømt i en lignende sag. Hun havde skrevet "Yass" som en kommentar - angiveligt i betydningen "yes".
Det kostede hende ved Retten i Aalborg en dom på 30 dages betinget fængsel. Hun har anket dommen til Vestre Landsret.
Derimod blev en 42-årig kvinde tidligere i januar frifundet af Retten i Odense for i samme debattråd at have skrevet: "Ingen ord kan beskrive, hvor smukt det var at stå op til den nyhed".
Kvinden i den sag bedyrede - lige som kvinden fra Greve - at hun ikke vidste, at der var tale om et Hamas-angreb, og at der var civile ofre.
/ritzau/
Seneste artikler
Christian Jensen gav hug til Lars Boje og hyldede anonyme kilder
Ny streetbasketbane åbnet i Nakskov
Lokale folkeskoler blandt landets mest fagligt udfordrede
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Byggerådgiver købte mellemnavnet "awesome" efter festival
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland