Domstol løslader fire i sag om skyderi i Vollsmose
Tiltale er ved at falde fra hinanden, mener forsvarer efter usædvanlig løsladelse i nævningesag i Odense.
Retten i Odense har mandag besluttet at løslade fire af fem mænd, der er tiltalt i en nævningesag om skud mod en far og dennes søn på fire år i Vollsmose i Odense.
- Det viser, at anklagemyndighedens sag er ved at falde fra hinanden, siger en af forsvarerne i sagen, advokat David Lublin.
- Det tyder på, at vi lander et helt andet sted, end hvad anklagemyndigheden har lagt op til, siger han.
De i alt fem mænd har været varetægtsfængslet siden februar. Retten har truffet afgørelse om løsladelse af egen drift, mens nævninger og dommere voterer i sagen. En femte er dog fortsat bag tremmer.
Kendelsen om de fem mænds skyld ventes at blive afsagt på onsdag.
- Det sker sjældent, at retten af egen drift løslader en tiltalt, siger advokat David Lublin.
Torsdag og fredag holdt anklager og forsvarere deres indlæg til retten om skyldsspørgsmålet.
I forvejen er sagen usædvanlig. Det er den første større sag, hvor anklagemyndigheden har rejst krav om dobbelt straf, fordi forbrydelsen er sket i en særlig zone. Indførelsen af zoner, hvor straffen er hårdere end andre steder i samfundet, har vakt en del debat blandt jurister.
Tiltalen går på, at de fem var skyldige i, at der om eftermiddagen 20. februar blev affyret skud i retning af en bil, hvor en far og dennes søn på fire år befandt sig.
Skyderiet udsatte tilfældige for livsfare, hedder det i tiltalen. På forhånd har anklagemyndigheden lagt op til en straf på mere end fængsel i fire år.
Dels skal der gives dobbelt op med hensyn til straffen, og dels var der tale om et skyderi, som blev afgivet som led i en konflikt mellem stridende grupper, fremgår det af anklageskriftet i sagen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde